EE overtog slægtsgården i Oksbøl efter sin far Jørgen Eriksen Pedersen. Købe og overdragelseskontrakt mellem fader og søn findes i afskrift i noter for Jørgen Eriksen Petersen.

Erik Eriksen var bl.a. kredsdagsmand (repræsentant ved en tysk rigskreds) og meget dansksindet. Mens sønnen Jørgen Eriksen var på (dansk) højskole blev E.E. fradømt formynderskabet for sine børn af en tysk domstol simpelthen pga sine danske værdier og holdninger. I stedet blev en tysksindet mand, Hans Smidt, indsat som formynder. Han var tilgengæld et bedre menneske end tysker og blandede sig ikke i børnenes opvækst.

Erik Eriksen var indkaldt som tysk soldat og deltog i den Fransk-Tyske krig i 1872. Da han blev hjemsendt havde han et Remmington baglade gevær med hjem. Grunden var, at (det tyske) beredskab var bedre når geværet allerede var udleveret til folkene - lidt a la den senere danske tanke med hjemmeværnet. Remmnington geværet var enkeltskuds, men anvendte bløde blyprojektiler hvad der i dag ikke ville blive tilladt til et krigsvåben idet udgangshullet var ekstremt stort.

Remmington geværet gik i arv til Erik Eriksen f. 1888 men blev afleveret under en af de våbenindsamlinger der foregik under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig og er ikke set siden.

På en lokal auktion i 1864 (muligvis 1865) købte Erik Eriksen en mahoni-stue efter den sidste danske dommer i Nordborg (alle danske embedsmænd blev frataget embeder og udvist efter at Danmark tabte krigen).

Mahonimøblerne er siden gået i arv i familien. Sofaen findes i dag hos Erik Eriksen, f. 1931, bord og stole er gået til Ester Eriksen f. 1917 mens chartollet og bogskab gik til Gudrun Eriksen, f. 1918 (og videre til hendes børn).

På et tidspunkt købte Erik Eriksen en dobbeltløbet haglbøsse til sortkrudt, dener gået i arv først til hans søn Erik Eriksen, f. 1888 og derfra videre til Erik Eriksen f. 1931 og findes nu hos Helga V S Eriksen i Odense.

Anker Eriksen, f 1920 huskede svagt Erik Eriksen, primært fra følgende historie: I 1923 gik EE fra Oksbøl ned til Hardeshøj, tog færgen over til Ballebro (ud for Åbenrå) og gik derfra ned til Egegård i Halk. Med sig havde han en lille trillebør han havde lavet som gave til Anker.

Sønnen Erik Eriksen, født 1888, skriver følgende i sin dagbog:

Ord der blev talt ved faders båre.
Den 12. nov. 1924.

Jeg skriver dette, ikke for at jeg bedre kan huske det, men for at efterslægten kan ty dertil i en vanskelig stund, når tanker om liv og død melder. Ja, hvad har jeg så at give jer med på vej, ti om ikke ånden gæster mig nu og hvisker mig de livsalige ord i hjerte så skriver jeg forgæves.

Ja kom Gud faders ånd fuldgod
kom med ild og kraft og mod
saligt smil og himmelsk gråd
stat os bi med råd og dåd.

Den 10. november blev der ringet her på Egegård, at fader var død om middagen. Han har skrantet hele sommeren, været sengeliggende af og til, og til tider været oppe rask og kvik. Men han led at vattersot, så vi vidste at det led mod enden. Men hvor var den sidste tid da fader levede her forunderlig køn for ham. Hvor mærkede vi dog at hans liv og interesse for alt hernede ligesom løsendes og tanken mere og mere syslede om livet hinsides.

Fader var en stille indadvendt natur, når tanken drejede sig om åndslivet i Gud. Han den viltre natur, der var fyr og flamme for alt, hvad der rørte sig omkring ham i folkelivet og det nationale. han bar ikke sit kristenliv offentlig frem, men han havde alligevel et forunderlig fast stade. Han kæmpede lang tid af sit liv med en svar synd der hvilede tungt på ham og gjorde at hans kraft lammedes, blev ved moders død den 5. februar 1905 befriet for denne last. Folkelivet den gang, alt det nationale liv havde sit mødested på krohusene, der blev tit skænket rundt og moralen den gang var ikke som nu.

Ingen fandt det forargeligt, ja det hørte den gang med til det almindelige og om nogen fik mere end godt var, nå ja det var der ikke noget at sige til. Men for fader var det en ydmygelse at han kunne falde for fristelsen. Alt dette kunne tynge svært på ham i mine barndomsår. Da så moder døde skete der en ændring med ham. Siden den dag styrkedes karakteren i ham og han var en anden.

Hans overtog nu gården hjemme og fader kom på aftægt. dermed gled han tid ind i rolige baner og han ofrede sig nu mere for livet der levedes her under fremmedherredømmet. Altid var fader der hvor livet levedes rigt.

Jørgen blev kaldet til frimeninghedspræst ovre på Sundeved. Der kom fader tit, hans trosliv voksede en stille vækst. Den dag Jørgen blev ordineret som præst og de kom hjem fra kirken stod fader i forstuen i Jørgens lejlighed omfavnede ham og hulkede som et barn. At han dog måtte opleve dette. Hans tanker gik til moder om hun dog måtte have oplevet det, der for hende stor og lyste ud i fremtiden. Savnet af moder og glæden over det der var sket med deres ældste søn bragte fader med på ydmygelsens stade og en stille inderlig bøn gik til Herren der har givet så meget.

Således gled livet stille hen for fader. Men da han nu lå på sit sidste leje, fik dette et så forunderligt skær af ophøjet fred.

Hvor blev dog fader køn på det sidste. Så barnligt i alle forhold, glad og stille lå han hen med klar bevidsthed om det der forestod. Hvor var han tryg, han længtes efter den dag da han kunne komme herfra. Som fader dog kunne sige tak for de håndsrækninger der blev givet ham.

Det være sig det aller mindste, blot dette at give ham en skefuld øl til at læske tungen, så kom der altid et stille hjerteligt tak frem. Fader kunne til sidst have uklare øjeblikke, og det var forunderligt, som han kunne huske disse, når han igen blev klar. Da kunne ham skæmte og le over dem.

En dag da Hans var ved ham, sagde far: "Ja nu kan vi da tale ordentlig sammen, det er ikke som når jeg har bersærkergang, så tager jeg grovt på vej!" Ja sådan var fader skæmtsom og vittig. Mest lå han dog hen i stille grublen. Da bad han næsten altid. Kan kunne være så langt inde i bønnelivet, at når han kaldte på søster Katrine, da kunne han uforvarende kalde på Jesus, når han ville sige "Katrine".

Et afgørende møde for far, var vel nok hans tilstedeværelse ved bedstemoders død, altså hans moders død. Nu lå fader i samme stue, som hun. I samme hjørne af stuen, og skulle nu om kort tid mødes med hende også. Da bedstemoder lå på sit yderste, var fader oppe på gården, men kom tit ned til "bedstemoder i hjørnet" som vi kaldte hende.

Så en dag da der ikke var langt igen kom fader netop ind i stuen til hende. Hun sagde da: "Nu kommer Jesus” og dermed udåndede hun. Dette gribende møde har alle dage fulgt fader. Nu lå han selv og skulle afsted., det var då for ham, som om bedstemoder kom til ham og tog ham i hånden. I drømme og synder havde han tit mødt Jesus nu på det sidste . Han kom til ham som en god ven. I barnlig enfold og i tillid gav han sig Jesus i vold, og mørket måtte da vige pladsen.

Fader sad halvvejs op i sengen da døden kom. Han bøjede hovedet svagt og gled uden et suk bort herfra. Lige efter bredte der sig et fint smil over hans ansigt. Det var som om det møde sjælen havde med Herren gav sig udtryk i det afsjælede legeme.

Pastor Blichfeldt fra Oksbøl talte også ved båren. Han takkede fader for det han havde været for ham. Han og fader havde meget sammen. Fader var kirkeværge og som sådan var det hans opgave at holde kirken, præsteboligen og kirkegården i stand. Noget som han ofrede al sin tid og interesse. Præsten talte ud fra de ord: " Lysvågen for alt kønt og stort herneden, men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden".

Det blev en varm tak for deres samliv, og en tak for det fader havde lært ham, fordi Herren havde brugt fader som redskab over for Blichfeldt. Alt dette åndede ud af præstens talt. Jævne og hjertegribende var ordene der kom. Vi følte Blichfeldts tak til Herren for det fader havde været.

.oOo.

Konfirmation: Opslag 017, kirkeboeger\Aa095\A\005\K01-17-A.tif; År 1862 og 1863:
Palmesøndag 29 marts
Erik Eriksen, hjemme hos forældrene i Oksbøl. Forældre: Boelsfolk i Oksbøl Jørgen Eriksen Petersen og hustru Anna Elenora. Fødsel: Født i Oksbøl, 6 maj 1848, hjemmedøbt 18 maj, i kirken 12 juni. Karakter: Meget god kundskab, meget god opførsel. Vaccination: Physic{us} Kryger