Hans liv er beskrivet i "Jørgen Eriksen - En Sønderjysk Præst" af Svend Zachariassen udgives. Forlag "De danske ungdomsforeninger".

Deltager i Første verdenskrig først på Østfronten og senere på Vestfronten, de sidste 1½ år bestyrer han en krigsboghandel der.

Chresten Madsen fortæller at Jørgen Eriksen ikke ønskede at blive landmand, men at Erik Eriksen ikke uden videre ville tillade noget andet. En dag da JE gjorde rent i stalen blev hans ene arm pludelig lammet og hans fysiske arbejdskraft var brudt hvorfor slægtsgården gik til Hans Kristian. Først gik JE i urmagerlære men skiftede så til præstegerningen.

Han er så i øvrigt den anden Eriksen der gifter sig med en Hansen (Hanssen) fra Nørremølle - den første er hans Morfar Hans Christan Hansen der giftes med politikeren H P Hansens faster. Gøres til Ridder af Dannebrog pga sit arbejde for danskheden i Sønderjylland. Præst i Sdr. Stenderup Frimenighedskirke 1907-1921, Asserballe fra 1921-1941.

Uddrag fra J Raben, Gamle Minder fra Asserballe Sogn, 1960, side 36-39 (stavemåder moderniseret):

Præst 1921-1941, Jørgen Eriksen, født i Oksbøl 14. november 1879, død 30 august 1941. Det var vel nok lidt af et tilfælde at Pastor Eriksen skulle få en 20-årig præstegerning som dansk præst på sin fødeø, især da hans uddannelse slet ikke havde haft en præstegerning med statsansættelse for øje. Allerede som barn var Jørgen Eriksen dybt kristelig grebet. Da han engang som drang havde hørt, at Gud havde kaldt Abraham for Guds ven, skrev han på et fjæl eller en bjælke derhjemme i laden; "Jørgen, Guds ven". Og alligevel var det i drengeårene slet ikke præstegerningen der vinkede og drog ham; det var musikken, især violinen.

Han er som sagt født på Als, i Oksbøl, som søn af kredsdagsmand, Gårdejer Erik Eriksen. Hjemmet var både religiøst og nationalt vågent, og kredsdagsmanden måtte da også for sit nationale sindelags skyld opleve, at dommeren i Nordborg frakendte ham forældreretten over sønnen Jørgen, der var på dansk højskole, og det kan med sandhed siges om noget, at han er et barn af den danske højskole kan det siges om ham.

Efter et vinterophold på Ryslinge højskole, hvor han kom under påvirkning af forstander Alfred Poulsen og broderen, Pastor Karl Poulsen, studerede han i flere år ved Askov Højskole hos Pastor Ring i Taps lige nord for den gamle grænse, på Lærerhøjskolen og ved Universitetet i København for at uddanne sig til et arbejde i sit hjemland. Embedseksamen ville han ikke have, men hans frie uddannelse var så alsidig og grundig, at han stod fuldt rustet, da der i 1907 kom bud efter ham til arbejdet som præst ved Sundeved frimenighed.

Samtidig med præstegerningen her kom han, sammen med redaktørerne Svensson og Grau, ind i ungdomsarbejdet, i sær på Als og Sundeved. Et arbejde der satte spor i hele Sønderjylland, ja helt til "det gamle land". Når en af disse 3 i spidsen for en tusindtallig ungdomsskare aflagde besøg i f.eks. den gamle kongeby Jellig, var de med til at knytte bånd mellem de to ungdomsorganisationer, den sønderjyske og den danske.

Da genforeningen kom blev Pastor Eriksen opfordret til at modtage stillingen som Præst i Asserballe. Det var ingen fremmed der da kom til Egnen. Allerede mens han var i Sundeved, havde han ofte været i Asserballeskov og havde holdt gudstjenester i Kroen der. Kirke og skole var selvfølgelig lukkede for ham, men Pastor Eriksen kunne ved sit ord og sin sang skae et kirkerum også i en krosal.

I Asserballe var Pastor Eriksen først og fremmest Præst. "Det hvide hus" var den ideelle præstegård, og hans hustru, Sundevedpigen Dorthea Hanssen-Nørremølle, som han blev gift med få dage efter den første verdenskris udbrud, var den ideelle præstekone. Pastor Eriksen forstod ved de kirkelige højtider ret at skabe højtid, og man skal vist lede længe for at finde en præst der som han forstod at tale med syge og gamle. Han var ikke dommeren, men den der altid forstod at finde det gode og sande frem. Han var ærlig og tro over for sig selv og andre, og derfor mødte han også tillid, som han selv kom med tillid. Han kunde havde fået et større og bedre embede, men han blev, hvor han var, i 20 år.

Også sin gerning blandt ungdommen fortsatte han, og fra hele landet var der bud efter ham som taler. Nu var ungdomsarbejdet jo i det store og hele undergivet samme kår som i det øvrige land, og ungdomsorganisationerne her gik da også ind som et naturligt led i "De Danske ungdomsforeninger", hvis næstformand han var gennem mange år.

Den 30 marts 1941 døde Eriksen efter en tid at have lidt af en ubønhørlig åreforkalkning. ved hans begravelse på Asserballe Kirkegård var de to institutioner, Kirken og de danske ungdomsforeninger, som Pastor Eriksen havde viet hele sin kærlighed og hele sin arbejdskraft, rigt repræsenteret, og fra sognet var mødt alle som kunne komme. Det var i sandhed et sogn der fulgte sin præst til graven.