Sakset fra KVINFO.DK (Helene Lucie Hanssen - født Iversen).

HH, der voksede op i landsbyen Ullerup på halvøen Sundeved, gik allerede fra barnsben sine egne veje. Som et af de yngste børn hos sognefogeden forventedes hun ellers blot at indordne sig. Men lysten til at læse og lege, gerne drengelege, overskyggede ganske den interesse, hun udviste over for de almindelige huslige småpligter. Efter konfirmationen kom hun ikke desto mindre ud at tjene.

Et sommerophold på Askov Højskole i 1877 bød på en kort afbrydelse før fem lange år som mejerske. Som 20-årig forlovede hun sig i 1881 med den politisk engagerede H.P. H. Efter krigen i 1864 var landsdelen kommet under tysk styre. Via hjemmet blev H.P. H. allerede fra drengetiden engageret i arbejdet for den danske sag, og i de sidste årtier op til Genforeningen 1920 var han sønderjydernes ubestridte leder.

HH delte hans idealer og fulgte fra sine unge år med i politik. Hun var også bevidst om nødvendigheden af indsigt i samfund, kultur og historie, og skønt hun ikke havde fået opbakning hjemmefra til at uddanne sig, lykkedes det hende alligevel at suge viden til sig ved at tage rundt i høj- og friskolemiljøer, skiftevis som elev, lærerinde og huslig medhjælp, det sidste bl.a. hos den senere forfatter ?Jakob Knudsen.

Hun vendte således tilbage til Askov, bl.a. på et udbytterigt vinterophold, og tog eksempelvis plads som gymnastiklærerinde på Vejstrup Højskole på Fyn. Sidstnævnte ophold blev en sjældent lys tid for HH, som gennem forstanderens kone Sofie Lund fik underbygget sin interesse for kunst. Læreårene sluttedes på kontoret på Fyns Tidende, motiveret af hendes forlovedes påtænkte arbejde som redaktør.

I 1888 stod brylluppet i Sottrup Kirke, hvorefter de nygifte bosatte sig i Sønderborg. Her oprettede HH en af Sprogforeningens mange små bogsamlinger med udlån af danske bøger til især børn, mens hendes mand arbejdede for Dybbøl-Posten og som redaktør af Sønderjydske Aarbøger.
I 1893 slog familien sig ned i Åbenrå med avisen Hejmdal som indtægtskilde og talerør og med bopæl i Nygade 41 i et hus, der bar samme navn som avisen.

Flytningen til Åbenrå var tilskyndet af den sønderjyske historiker, rigsarkivaren ?A.D. Jørgensen, der var opmærksom på behovet for en ny samlende kraft for danskheden i denne købstad efter politikeren ?J.P. Junggreens død. H.P. H. tog opgaven på sig, og HH deltog fra starten både i hans politiske og faglige arbejde, bl.a. var hun aktivt med i bladekspeditionen. Da han i 1896 blev valgt til Landdagen i Berlin, fik hun yderligere til opgave at informere ham om tilstandene i Nordslesvig i de otte måneder af året, han opholdt sig i den tyske regeringsby, dog afbrudt af korte, men jævnlige besøg hjemme for at holde møder, foredrag osv. Den omfattende, i perioder daglige, korrespondance mellem ægtefællerne, der fortsatte, efter at H.P. H. i 1906 blev valgt til den tyske rigsdag, handlede både om politik, bladets drift, økonomi og børneflokken.

HH blev en central skikkelse i nordslesvigernes nationale kamp, selvom hun helst unddrog sig offentlig fremtræden. Hendes indsats bestod i at leve op til parrets målsætning fra de helt unge år, nemlig at det politiske arbejde for Nordslesvig skulle gå forud for deres private liv. Hun bidrog således først og fremmest ved sin aktive medleven. Hun opmuntrede ægtefællen i modgang og lagde en dæmper på ham i medgang, revsede ham, hvis han bøjede af eller var efterladende, og fyldte loyalt pladsen ud, når han var væk, dog aldrig for selv at tage over, men kun for at kunne referere sagerne hurtigt og præcist.

Hendes vågne, ja, nærmest årvågne, kritiske sans, menneskeklogskab og sikre dømmekraft blev grundpiller, som han kunne støtte sig til. Den dybe fortrolighed, inklination og respekt, ægtefællerne nærede indbyrdes, hjalp dem til at holde modet oppe og kampviljen levende i de mange år, før målet var virkeliggjort med Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920. Sideløbende opdrog HH parrets i alt ni børn efter fordomsfrie, næsten moderne principper. Hun følte ansvar for at give dem både sunde leveregler og gode barndomsminder. Da sønnen Peter Christian var indkaldt til tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, blev hun opsøgt af andre mødre, der spurgte om nyt fra fronten, og både før og siden stod døren åben for folk i trang. Gennem årene var der mange, ikke mindst dansksindede, der blev chikaneret af det tyske styre, som fandt vej til det Hanssenske hjem.

Trods sin ukuelighed, i modgang nærmest stejlhed, forblev HH samtidig undselig, men hvad hun tog på sig, gjorde hun helt. Og enspændernaturen, som hun selv og andre prøvede at bekæmpe, blev i det lange løb en styrke. Oven i den bevidste indsats for den nationale kamp magtede hun også konstant at være omdrejningspunkt for familiens trivsel. Med datteren Ingeborgs karakteristik var HH et ejendommeligt stort menneske med en stærk kærlighed til mand, land og folk. Et menneske, der aldrig søgte sit eget. Hun døde kort før sin 75-års fødselsdag, og næsten symbolsk for det nære forhold fulgte H.P. H. hustruen mindre end et halvt år senere.

Mal. af Petersen-Stubbæk på Folkehjem. Tegn. af Franciska Clausen i privateje. Foto i KB, Institut for sønderjysk lokalhistorie.

Harald Jørgensen (red.): To ungdomsvenner, 1962. Ingeborg Refslund Thomsen: Hjemme i Nordslesvig, 1961. Ingeborg Refslund Thomsen: Et dansk Kvindesind, 1941. H.P. Hanssen: Et Tilbageblik, 1928-34. Hanne Jenssen: Sønderjydske Kvinder under Fremmedherredømmet, 1931.
Privatarkiv fælles med ægtefællen i LAÅ.

Børn: Anne Marie (1889), ?•Ingeborg (g. Refslund Thomsen, 1891), ?Peter Christian (1892), Astrid (1894), Helga (1896), Thyra (1898), Eva (1899), Bjørn (1902), Ruth (1903).