Sakset fra http://www.kajj.dk:
Hans Christensen Spangsberg og Edel Christensdatter fik i alt 12 børn.

De fleste, der har besøgt Jerne Kirkegård, vil ikke have undgået at lægge mærke til nogle gamle, prægtige gravstene, hvis inskription og hele forarbejdning vidner om noget over det almindelige i sognet.

I over hundrede år lå de på første plads, blev derefter optaget og lagt ved kirkens nordre mur, men er nu blevet anbragt på kirkegården sydvest for kirken, og således som en passende fredning af disse gamle minder giver anledning til.

Disse gravstene dækkede støvet af og minder os om de gamle Spangsbergere, der residerede i Strandby og på Uglviggård i Jerne Sogn, og er blevet stamfædre til en slægt, der først slår rod i selve sognet og derfra har bredt sig til de omkringliggende sogne og senere langt længere ud.

Den første af disse stamfædre er Hans Christensen Spangsberg. Han fødtes i 1667. I kirkebogen står han som alle den gang indført alene med fornavn, men på sin gravsten, som han lod hugge 23 år før sin død, angiver han sig selv med navnet Spangsberg.

At hans fader hed Christen er temmelig sikkert, måske har det været den Christen Gregersen, der omkring 1660 blev fæster på den ene halvdel af Spangsberggården, 1661 var Sandemand og endnu 1685 sad på gården.

Den tanke ligger nær, at han har tilegnet sig navnet derfra. I året 1689 blev han viet til Edel Christensdatter, f. 1674. I ægteskabet var der 12 børn. Omkring 1696 kom de til Strandby, og 1703 køber Hans Christensen Spangsberg (Den ene af de 2 gårde i Strandby, der senere bliver til "Strandbygård" og Strandby kro) den gamle Kannikegård dersteds af sin senere svorne uven, Præsten Marturin Castensen, Jerne, der lige i forvejen havde købt gården på kongens aktion over sine godser i Jerne sogn.

Hans Christensen Spangsberg var nok fæster på gården.Prisen på gården, der var på 5 Tdr. 5 Skpr. 2 Fdk. Hartkorn, var på 66 Rdl. og 4 Mk. pr. Td Hartkorn hvilken blev til 379 Rdl. og 1 Mark. I de følgende år køber Hans Christensen Spangsberg flere gårde, bl.a. Ugleviggård, således at han i 1718 står som ejer af 23 Tdr. Hartkorn.

Selv om han måske er blevet hjulpen med penge af sin fader, så har han sikkert desuden selv måttet tjene eller skaffe sig mange penge til købet af de mange Tdr. Hartkorn. Uden tvivl har han tjent en del ved handel med stude. At han flyttede til Strandby, hænger sikkert sammen med, at Hjerting i 1680 var gjort til toldsted for udskibningen af øksne, og den kgl. plakat af 4.9. 1680 henledte landets opmærksomhed på den lille havn, der snart blev vestkystens eneste betydelige.

I den første del af 1700 var Hans Christensen Spangsberg kongens præsident Duches Fuldmægtig ved opkrævningen af skattekornet. På Duches vegne modtog han kornet, så bønderne ikke behøvede at køre så langt med det, men herfor måtte de betale opmål, dvs. rigeligt mål.

I den egenskab er det, at Hans Christensen Spangsberg bliver indviklet i den lange proces, der varede fra 1714 til 1721, idet Pastor Castensen beskylder ham for, at hans hus er så fyldt med tyvekoster, som hans hjerte er fuld af djævle.

Hans Christensen Spangsberg skal have taget for meget i opmål ved at måle med ikke brændte tønder. Ved Skads Herredstings Dom blev Duche og Spangsberg pure frifundne. Men Præsten, der ikke er tilfreds med denne afgørelse, går ikke den lige vej til Landstinget i Viborg. Han ansøger nemlig Kong Frederik den Fjerde om, at der må blive nedsat en Kommission til at undersøge Herredstingsdommen og lægge sagen til rette, inden den kom for Højesteret.

Kommissionen bliver nedsat, men det trækker i langdrag, og det kniber for Spangsberg at holde ud, hvorfor han den ene gang efter den anden ansøger om, at sagen må blive fremmet, og klager over de mange udsættelser, som Castensen får ved stadig at føre ny vidner frem, over 40, der for resten ofte går ham imod.

Ved den store vidneførsel lykkes det for Castensen at skaffe et så uhyre materiale til veje, at han trods de voldsomme beskyldninger, der under sagens gang rettes imod ham, afkræfter sin modpart, og som den store Godsejer ham var, savnede han jo ikke midler til at føre sagen. Endelig faldt Højsteretsdommen den 19. juni 1721, efter sagen havde været behandlet i nævnte ret den 1.,3.,5.,6.,7.,8.,10.,12.,13.,14.,15.,17.,19.,20.,21.,24.,26., og 27. maj.

Det blev en dyr dom for Spangsberg. den lød på, at han skulde betale 500 Rdl. i bøde og 500 Rdl. til Generalfiskalen i procesomkostninger. Men ikke alene Spangsberg, også Præsident Duche, Stiftsbefalingsmanden Henrik V. Calnerin, og i det hele en stor del af dem, der havde med sagens rettergang at gøre, blev idømt bøder og fik at føle, hvad det kostede at gå imod den mægtige Prælat.

Processen er udførligere omtalt i »Fra Ribe Amt«, 1906, af bankdirektør J. Madsen, og den er at betragte som et stykke af familiens historie. Præsten og Spangsberg blev ikke forligte i levende live, og det er vel grunden til, at Spangsberg forlanger, at der ikke må tales ved hans grav.

Dette forlangende eller ønske efterkommer præsten dog ikke. Hans Chr. Spangsberg døde i året 1737, og skiftet efter ham begyndte den 20. august samme år. Mellem enken og børnene blev der oprettet en kontrakt, der giver et godt billede af tidens gang.

I 1743, da enken var ca. 70 år og skev ualmindelig smukt, indsendte en ansøgning om skattelettelse.Ved sin død efterlod han ud over gården der blev vurderet til 379 Rdl. også en formue på 3075 Rdl. og 1 Mk.Forbindelsen mellem den gamle og ny Spangsbergslægt.

Af stamfaderen Hans Christensen Spangsbergs 12 børn hed den yngste Morten Hansen Spangsberg. Han fødtes d. 27.10.1715, og til ham overgik gården i Strandby efter faderen. Krobevillingen, der var blevet givet til den tidligere ejer, var af en ellen anden grund bortfaldene, men den 11. august 1740 fik Morten Hansen Spangsberg privilegium på kroen i Strandby, og den var siden i mange år i familien Spangsbergs hænder.

Morten Hansen Spangsberg blev i 1748 gift med Kjerstine Povlsdatter, f. 26 januar 1720, men hun døde efter 6 års ægteskab d. 29.12.1754. Morten Hansen Spangsberg indlod sig efter nogle års forløb på ny i ægtestand, idet han i 1760 blev gift med Ide Sofie Rodriguez, en præstedatter fra Skærbæk. Heller ikke dette ægteskab blev af længere varighed.

Hans gravsten giver ham et smukt eftermæle, men hans endeligt var sørgeligt. Natten mellem d. 3. og 4. februar 1772 omkom han på isen mellem Strandby og Hjerting, 56 år gammel. Han havde i første ægteskab 3 børn, i andet ægteskab 6.